Henrik Ibsens skrifter

​Der er gaaet Maaneder siden jeg modtog dit kjærlige Brev, – og nu først svarer jeg. Men der er saa meget, som staar imellem os, imellem mig og Hjemmet; forstaa dette og tro ikke at jeg i de lange Aar og nu senest i Sommer har tiet af Ligegyldighed. Jeg kan ikke skrive Breve; jeg maa være personligt nær og give mig selv helt og holdent. Du derimod, Du kan skrive; gjør det; gjør det ofte! Jeg skal svare – med en kjærlig Hilsen ialfald, med et Budskab, som jeg haaber ikke skal bedrøve Dig.

Jeg ser indad i mig selv; der har jeg min Kampplads, hvor jeg snart sejrer snart lider Nederlag. Men om alt dette lader sig intet skrive i et Brev. ​Forsøg ikke paa noget Omvendelsesværk. Jeg vil være sand; hvad der skal komme, det kommer nok.

Vor kjære gamle Moder er altsaa død. Takk, fordi Du saa kjærlighedsfuldt har ​baaret Pligten for os andre. Du er visselig den bedste!

Jeg flakker meget omkring i Verden. Hvem ved om jeg ikke ​næste Sommer kommer till Norge, og da vil jeg se det gamle Hjem, hvor jeg dog endnu hænger fast med saa mange Rødder. Hils Fader kjærligst fra mig; forklar ham, angaaende mig, hvad Du saa godt forstaar; han gjør det kanske ikke.

Her i Stockholm har jeg været siden Midten af Juli; nu rejser jeg over Dresden og Paris ​till Egypten, hvorhen jeg, som Du maaske af Aviserne har erfaret, er indbuden af Vicekongen. I Midten af December tænker jeg igjen at være i Dresden, hvor min Kone er og hvor min lille ​Gut gaar i Skole; jeg har kun den ene.

Indlagt sender jeg Dig mit Portræt; har Du noget Billede af Dig og dine, saa send os et igjen. Min Kone skulde jeg ønske Du kjendte; hun passer aldeles for mig og beder mig hilse. Vor Adresse i Dresden er: Königsbrücker-Strasse, No 33.

Dette Brev er kort og jeg er ​gaaet forbi, hvad Du maaske ønskede at jeg især skulde udtale mig om. Anderledes kan det for Tiden ikke være; men tro ikke at jeg mangler den Hjærtevarme, som først og fremst maa være tillstede, hvor et sandt og stærkt Aandsliv skal trives.

<...>